I Skoddeheimen er det godt at bo, synes de, som stadig bor der. Men Ølgjer og Liv er rejst derfra, de vil begge til byen. Der møder de hinanden, er i et forhold, går fra hinanden igen og snakker om den fælles skoletid og ser tilbage på deres landlige opvækst. En finurlig og kreativ roman af en stærk norsk forfatter. Olaug Nilssen vandt Brageprisen i 2017. Hun er født i 1977 i Solheimsdalen og er i dag bosat i Bergen. Nilssen har studeret litteraturvidenskab ved Universitetet i Bergen og skrivekunst ved Skrivekunst-akademiet i Hordaland.

”Liv studerer og studerer. Bagefter sidder hun i kantinen på det humanistiske fakultet og ryger og tænker, at i morgen skal hun først gå på læsesalen, og så skal hun gå i kantinen og ryge, nej, spise, og så skal hun gå ud og købe den bog, hun mangler, hvis altså hun før det har fundet ud af, om hun har råd til at købe den bog, hvis altså hun nu går hen og finder sig en serviet, så hun kan regne ud, hvor mange penge hun har tilbage, hvis altså hun før det havde skyndt sig og havde fået et kontoudtog i banken, men det har hun ikke.”

Dr. Ritter var ingen hvilken som helst læge. Han var læge med dental specialisering, altså tandlæge, og var der en ting, han vidste, var det netop, hvor mange problemer der kunne være med tænderne. Så, efter at have sagt farvel til alle sine patienter, lagde han sig selv i tandlægestolen og trak dem ud, hver og én. Han skulle alligevel aldrig spise kød igen. Hvem har behov for tænder, hvis man ikke spiser kød, tænkte dr. Ritter. Men han lavede et ekstra gebis i stål, og det gjorde han blot for at være på den sikre side. Så var han klar.   
 

“Morgenbladet har kåret Ida Hegazi Høyer til en af Norges bedste forfattere under 35, og denne bog viser på alle måder, hvor rigtigt det valg var. Fortællingen om øde kan, og bør, blive hendes endelige gennembrud, også internatonalt.” — Erle Marie Sørheim, Dagbladet

“Det hele fungerer i Ida Hegazi Høyers nye roman som bygger på det historiske mordmysterie kendt som Galapagos-affæren. Ida har på kort tid etableret sig som en selvstændig stemme i den unge norske samtidslitteratur. Årets roman, med den mærkelige tittel «Fortællingen om øde», viser hvorfor” — Gabriel Michael Vosgraff fra VG

 “Denne prosa har en integritet og kraft som suger mig ind, og som bør få dem, der efterlyser mere fantasi og fortællerglæde i samtidslitteraturen, til at sukke af tilfredshed.” — Tina Åmodt, Klassekampen

Sankthansaften 1998 bliver en ung mand fundet bevidstløs på Hommersåk. Politiet mistænker det for at være meningsløs vold. Der efterlyses vidner fra nærmiljøet. Offeret gennemgår en vanskelig genoptræning, med kirurgisk og medicinsk behandling. Et halvt år senere bliver sagen henlagt. Den unge mand forsøger gradvist at komme tilbage til samfundet. Han oplever en række neuropsykiatriske senskader. Forældre og ægtefælle mener, at han har mistet evnen til menneskelig nærkontakt, til intimitet. Foråret 1999 indlægger han sig selv på Psykiatrisk afdeling ved Stavanger Universitetssygehus. Han behandles for dissociative lidelser.

"Silkefyret er et af de mange nye danske forlag, der i disse år prioriterer god, smal litteratur. Blandt forlagets første udgivelser er Henrik Nor-Hansens foruroligende og inderligt læseværdige roman, som altså har været under udgivelse allerede inden nomineringen til Nordisk Råds Litteraturpris. Godt set. Tak for fremstillingen." - Klaus Rothstein, Weekendavisen

“Termin er en lille bog, kun 85 små sider, men temaet den berører, hører med til de virkelig store i den norske samtidshistorie. ... Nor-Hansen antyder svarene, giver associationer til instruktøren David Lynch og forfatteren J.G. Ballard, begge kunstnere som har arbejdet med de obskøne lækager i forstadens villahuse.” — OLAF HAAGENSEN, MORGENBLADET

TERMIN ER NOMINERET TIL NORDISK RÅDS LITTERATURPRIS 2017!

Udgivelsesdato: 24. februar 2018

HÅBET OG FESTEN er en finurlig, lille bog om venskab, makuleringsarbejde, bananfluer - og om at være evighedsstudent og drikke vin med en pseudofilosof på et kollegie, som man ikke er flyttet ud af, selvom studietiden for længst er ovre! Den er skrevet af Kjersti Rorgemoen, der regnes for en af Norges unge forfattere, der mestrer den humoristiske, eksistentielle genre.

"Når mine kollegaer og jeg ruller de fyldte papirbeholdere ud fra arbejdspladserne i byen forbi kontorassistenterne, der er nedsunket i egne professionelle trivialiteter, så tænker jeg, at jeg serverer disse samfundsmaskineriets lakajer en slurk af Lethe, glemslens flod. Folk har altid gjort mig forvirret med deres ansigter og systemer, jeg kan komme til at tænke både forbandede papirfabrik og forfærdelige tirader, når jeg besøger institutionerne. Jeg er bange for at få Tourettes og pludselig sige sådan nogle ting højt.”

I 1946 blev topnazisten Hans Frank, generalguvernør i Polen, dømt til døden ved Nürnbergdomstolen. Kort efter blev han hængt af de allierede for sine krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, der blandt andet indebar en central rolle i tvangsdeportationerne i Polen.

I det autobiografiske værk Faderen – Et opgør hidkalder Franks voksne søn Niklas sin far fra “Helvedes dyb”. Det gør han med det ene mål for øje at føre faderen gennem endnu en domsproces, hvor sønnen spiller rollen som anklager, dommer og bøddel. Faderen – Et opgør er en bog om et bittert, brændende og skamfuldt faderhad; den er et litterært fadermord af dimensioner, men handler samtidig også om en håbløs søgen efter den ene lille gerning, der kan vende hadet til kærlighed.

"Niklas Frank forestiller sig Gud, der rækker armen ned fra himlen og simpelthen vender vrangen ud på faren. Igennem værket breder tonen sig ud mellem maliciøs ironi og skamfuldt raseri. Hele denne følelsespalet udfoldes i et effektivt og hårdtslående sprog, der vipper præcist mellem poetisk urkraft og blytung fakta."-modspor

"Den er anbefalelsesværdig og bør læses af alle som har bare en smule interesse for 2. Verdenskrig og den tilbyder læseren en anderledes vinkel på et stykke historie som ellers er meget velbeskrevet. Til de ikke-historieinteresserede læsere har romanen en stærk kvalitet som en lidt ekstrem form for “pappa-roman” – denne højaktuelle tendens i litteraturen, hvor faderforholdet tematiseres." -kulturkulten

Det var min bedstefar, der byggede huset. Det blev sat op lige før Anden Verdenskrig, og selv om hustypen for længst er gået af mode, er de stadigvæk nemme at genkende. Der er noget med vinduernes placering og måden, taget skråner på. Straks efter morens død begynder huset, hun boede i, at forfalde. Det nægter at samarbejde med den, der flytter ind.

I Bungalow undersøger Inghill Johansen mekanismerne, som holder noget oppe eller bryder noget ned, og som virker tværs gennem livet og ind i døden. Det handler om det der knager: på bjælkerne og tagrenderne, på huden, håret og skelettet, og på båndene imellem mennesker

"Romanen er sprogligt ligetil, handlingsforløbet mildest talt overskueligt, og alligevel sad jeg tilbage med en følelse af, at noget trægt og tungt havde ramt mig. Det er en usædvanlig kunst, at kunne opbygge en så gennemgående højspændt stemning i en så fragmenteret og underspillet fortælling. Bungalow synes ved første øjekast florlet, men er under overfladen både tung og dyster. En klar anbefaling herfra til dem, der godt kan lide en litterær udfordring." - Kulturkulten

"Alt det flygtige prøver Inghill Johansen at indfange i ét sprog og genskabe med ord for på den måde at lindre en grundlæggende fremmedgørelse og en sorg over tiden og glemslen der visker ud det bestandige. Denne eksistentielle uro skriver hun frem i et enkelt og krystalklart sprog med overraskende indgange og uventede sammenhænge." ODDMUND HAGEN, DAG OG TID

En ung dreng trækker en bue med blikket fra den ene ende af haven til den anden, og bliver ramt af alle indtrykkene; kirsebærtræet, smørret der smelter på bordet og sprinkleren, som langsomt cirkulerer rundt ude i haven. Pelargonie er en billedrig og original debutroman, der på fornemste vis skildrer forandringens og opvækstens vilkår. Det er en opvækstroman uden handling. I et nostalgisk tilbageblik tilbage på barndommen må den unge mand stille sig selv spørgsmålet: Har en dreng, der forsvinder, stadigvæk et navn?      

"Her er hverdagens objekter og hændelser beskrevet med følsomhed og kærlighed. Bogen fremstår som åbenhjertig, men samtidig gådefuld. Vi kommer tæt på en roman, der ikke som det første vil «blive set», men blive læst." - FORLAGSLIV.

"[...] en stor taknemlighed overfor hverdagens ting og hændelser strømmer gennem romanen, og det hele er skildret i lyrisk prosa. [....] en blanding af det rent deskriptive, tolkning, sammenligninger og metabrug." LITTKRITIK

"Titlen rummer et og andet. Handlingen er omskiftelig. Den er ikke altid tydelig og direkte aflæselig, idet den bølger som vinden, hid og did, frem og tit tilbage, og man skal således som læser købe præmissen om plotløs fauna og en fortælling uden decideret fikspunkt. Gør man det, kan man til gengæld læne sig tilbage og lade sætning for smuk sætning sætte sit spor, hvorigennem en personlig forståelse af fortællingen vil melde sig." - Litteraturlinjer

I kampen mellem at bearbejde tabet af sin datter og bevare den kølige overflade møder vi Eva. Mest af alt forsøger hun at finde modet til at slutte sit eget liv, hvilket de tilfældige sammenstød med den tilsyneladende livsglade Monika står i vejen for. 

Romanen stiller spørgsmålet, hvor meget vi egentligt vover at trænge os på, når nogen har det svært. For hvor meget blander vi os egentligt i hinandens liv, som ven, som medmenneske? Historien kredser omkring de to kvinder, Monika og Eva, som er lige gamle, bor i samme forstad til Stockholm, på samme gade, men i helt forskellige verdener. Begge forsøger de at komme videre efter en stor sorg, men på helt forskellige måder! Den livsglade Monika kører 120 kilometer i timen derudaf med carpe diem som kompasnål, mens Eva tager på arbejde, drikker kaffe og udelukkende venter på, at dagen skal indtræffe, hvor hun tager sit eget liv. 

De mødes tilfældigt og et ikke planlagt venskab vokser frem. De tager på roadtrip sammen, på noget så vildt som en motorcykel! Men kan venskabet stå distancen ...

Felicia Welander er vokset op i Stockholm. Hun er magister i Almen Sprogvidenskab fra Stockholms Universitet. Efter at have arbejdet som redaktør og skribent en del år udkom hendes debutroman, Måske i morgen, i 2015. Efterfølgende fik hun et stipend til Bergmangårdana, hvor hun skrev opfølgeren, Kun i dag, på Ingmar Bergmans private bibliotek. Hun skriver i øjeblikket på sin tredje roman af det, der skal blive en trilogi. Felicia bor og arbejder i Stockholm og Bollnäs

”Varm, følsom, humoristisk og undervejs mørkt skildrer Felicia Welander to kvinder, der mødes når alt i livets har vendt vrangen ud. Netop den type roman, man absolut ikke kan lægge fra sig, eftersom den leverer både underholdning og dybde: lidt som en svensk pendant til Jojo Moyes!" Annika Bladh