Forfatteren Arthur Wilkow sætter sig for at skrive en autofiktiv roman, der tager afsæt i mødet med den unge tennisspiller Lenz og deres vej ud af henholdsvis skrive­ og tennisblokaden. Romanen tager læseren med rundt i hele verden, men det er grænsen mellem virkelighed og fiktion, der bliver mere og mere usikker, jo mere tennisromanen tager form. Mit liv som tennisroman handler om venskab, litteratur og om at være forfatter, men også om at tage chancer og satse alt for kunstens skyld.

“Siden i går har tennisromanen eksisteret på Hawaii som en dagbog. I dag, tirsdag middag, sidder jeg ved et bord­ og bænkesæt i beton i træernes skygge i parken mellem Waikiki Beach og Diamond Head. Imens jeg holder øje med E., der ligger på stranden cirka 100 meter væk, skriver jeg forsigtigt med blodige fingre og knæ. Hvis man vil bade i havet, er man nødt til at famle sig hen over et skarpt rev, der ligger lige under vandoverfladen, mens bølgerne hele tiden blidt trækker én nedad … når man stiger op af vandet, løber blodet tyndt fra små papercuts og blander sig på huden med det hurtigt tørrende saltvand fra Stillehavet.”

Læs om forfatteren her

En mystisk bølge hærger et campusområde og får flere studerende til at begå selvmord. En kvinde udsendt på mission til Mars reflekterer over sit liv på Jorden og længes tilbage. En kannibal er på fri fod i Paris, samtidig med at et ungt par er på narkorelateret forretningsrejse i byen. En pige forfølges af Øjet, mens hendes religiøse og dominerende mor strammer grebet om hende.

Med de otte fortællinger i novellesamlingen, VORES DØDE VERDEN, tager Liliana Colanzi læseren med ind i et science fiction-lignende univers, hvor grænsen mellem det realistiske og det fantastiske udviskes. Den oprindelige bolivianske kultur er til stede i alle fortællingerne og giver et indblik i minoriteters vilkår, sygdom og død og ikke mindst religion og overtro.

Liliana Colanzi (født i Santa Cruz, Bolivia, 1981) har udgivet novellesamlingerne Vacaciones Permanentes (2010), La Ola (2014) og Nuestro Mundo Muerto (2016).

Colanzis tekster er oversat til engelsk, hollandsk, fransk og italiensk, og med Nuestro Mundo Muerto, der bærer den danske titel Vores døde verden, introduceres hun nu for første gang for de danske læsere.

I 2015 blev Colanzi tildelt Aura Estrada-prisen, der gives til kvindelige spansktalende forfattere under 35 bosiddende i USA eller Mexico, og hun er desuden blandt de udvalgte forfattere, der har bidraget til Bogotá 39-antologien (2017) med de 39 bedste, unge forfattere i Latinamerika, der bl.a. også omfatter Valeria Luiselli og Samanta Schweblin. Liliana Colanzi bor i USA og underviser på Cornell University i Ithaca, New York.

Bogen er blevet anbefalet af Nanna Mogensen i skønlitteratur på P1. Hør udsendelsen her.

En ung teenagepige er på udvekslingsophold i Amerika. En mor og en datter banker på en dør til det hus, der engang var morens barndomshjem. På en bar sidder en kvinde og venter på ham hun er vokset op på samme gade med. Igennem telefonen fortæller en kvinde om sin kulde. 

Hvordan bruger man sin seksualitet som en superpower? Hvad skal der til for at overbevise nogen om at man er lykkelig, selvom man er barnløs? Det er nogle af de livsvilkår som de femten alsidige noveller snor sig omkring. De deler samme fundament ved at være støbt i en særlig stemning, sat af Viktoria Jäderlings kompromisløse sprog. Der lægges ikke fingre imellem, når det ukontrollerbare i tilværelsen og reaktionerne her på det udspiller sig i gådefulde og skæve fortællinger med scener fra det levede liv. 

 ”Bogens noveller har netop den kvalitet, som noveller, har når de er bedst.” -Kristianstadsbladet 

”Der er en tydelig vilje til at udvide rammerne for novellens form i Viktoria Jäderlings litterære debut. Hun har et sprog som bærer og skaber en stemning, der både lokker og giver kuldegysning.” - Therese Eriksson, Svenska Dagbladet

Kan forudbestille, men udkommer først til juni

Hovedpersonen i Cocaïne forsøger at gøre verden til et bedre sted gennem ord, men også ved hjælp af en hammer og et gigantisk søm. Hvorfor? Fordi Dostojevski siger han skal! Og også fordi vores verden er blevet et alt for skræmmende sted at være. Forladt af sit livs kærlighed vandrer vores hovedperson rundt i Moskvas gader, hvor han fantaserer om alt muligt og ingenting for at holde sig i gang. Han forestiller sig episke kampe på pubber, tildeler Gud og hver mand roller som helt eller skurk i mordsager, og pludselig får han en invitation til at rejse til Stockholm: han har vundet Nobels fredspris! Lyder det for godt til at være sandt? Helt sikkert! Det er meningen! Russisk-belgiske Alexandr Skorobogatov skriver en fortælling frem, der inviterer både forfatteren selv, hovedpersonen og læseren ind i en litterær leg, der sjældent er set før i litteraturen. Cocaïne hylder de ubegrænsede muligheder for den menneskelige fantasi. Det er en litterær rutsjebane i den allerbedste russiske tradition.

Aleksandr Skorobogatov anses for at være en af de mest originale russiske forfattere af den postkommunistiske æra. Han har studeret i Minsk, Paris og Moskva og bor nu i Antwerpen. Han har arbejdet som cirkusartist, nattevagt, gadefejer, oversætter, tekstforfatter, journalist for russisk nationalradio, og senere som Benelux-korrespondent for Radio Liberty. Skorobogatov har skrevet noveller, essays, og otte romaner. Hans arbejde er blevet udgivet med stor anerkendelse på russisk, hollandsk, fransk, italiensk og græsk og har modtaget flere litterære priser.

Dramatisk og eksotisk roman

På en plantage i Venezuela lever midt i det 20. århundrede efterkommere af de oprindelige spanske erobrere, nu godsejere på enorme arealer ved foden af Andesbjergene, hvor de dyrker sukkerrør og avocadotræer.

I dette miljø fortælles her den nervepirrende og gribende historie om den stolte Beltranfamilie, med tilbageblik over flere generationer. I det barske landskab spiller naturens luner stærkt ind med tørke og græshoppeangreb, samtidig med at Beltranfamilien fører blodige indbyrdes fejder. Den indfødte befolkning i området danner ramme om et dramatisk forløb, der skildres overbevisende i denne fængende roman.

Lisa St Aubin de Teran blev født i London i 1935. Som helt ung giftede hun sig med venezuelaneren Jaime de Teran og rejste med ham til familiens hacienda i Venezuela. Her blev han syg, og hun måtte lære at bestyre en stor plantage. På baggrund af sine oplevelser skrev hun Husets vogtere.

Den prisbelønnede forfatter har desuden skrevet bl.a. Hacienda, The Tiger, A Valley in Italy - romaner og selvbiografiske skildringer af spændende tilsnit.

Tre kortromaner fra en af de mest oversete og originale forfatterstemmer i Norge. Henrik Nor-Hansen er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for Termin i 2017, og i denne samling fra Silkefyret kan man både læse Termin og to af hans andre kortromaner skrevet i perioden 2012-16.

Termin: Sankthans 1998 bliver Kjetil Tuestad fundet bevidstløs på Hommersåk udenfor Stavanger. Politiet opfatter det som blind vold. Et halvt år senere bliver sagen henlagt. Tuestad oplever en række neuropsykiatriske senskader.

En kort evaluering af psykosocialt stress: Efteråret 2013 kører Halvor Leland ind i en folkemængde i Stavanger centrum. Man tror ugerningen er et resultat af en psykose. Under behandlingen kommer det frem, at Leland gennem flere år har været udsat for en del psykosocial stressbelastning.

En redegørelse for et rejsestipendie: En norsk forfatter forelsker sig i en afdød kvinde i Toronto. Det skaber et begær som undergraver alt, og han står pludseligt på tærsklen til noget grundlæggende uafklaret.

Henrik Nor-Hansen (f. 1967) er bosat i Stavanger. Han debuterede i 1996 som romanforfatter med Krater på krater. Siden har han udgivet flere digtsamlinger, som har placeret ham blandt Norges centrale samtidslyrikere. For Termin. En fremstilling af vold i Norge (2016) blev han nomineret til Nordisk Råds litteraturpris.

Du kan også købe kortromanen Termin af Henrik Noor Hansen for 100,- inkl. forsendelse. Køb bogen via Mobilepay på 28122961 til forlagets redaktør Allan Lillelund. Skriv i betalingen TE, dit fulde navn og adresse.

Herefter sender vi bogen indenfor 3 hverdage.

Isa er en 14 år gammel dreng fra den lille by Gjakova i Kosovo. Han er halv serbisk, hans far er en ukendt, serbisk soldat. Isa er vokset op med moren, Deborah, og stedfaren, Reza, som er veteran fra Kosovo-krigen, og som aldrig har forsonet sig med at have en uægte søn i huset. Isa knytter sig til den tre år ældre halvbror, Shkodran, som er den eneste, der kan beskytte ham mod Reza. 

Hvid bog mørk vinter strækker sig over én dag. Isa, Shkodran og Reza er ude i skoven med et arbejdshold af krigsveteraner for at fælde træ til brænde. Den ekstreme kulde er en konstant følgesvend i denne koncentrerede og poetiske fortælling om forholdet mellem to brødre og om et skovarbejde, som holder krigens minder på afstand.

"Følsomt, indsigtsfuldt og reflekteret om krig og fred, menneske og natur, og menneskenaturen ... I navlebeskuelsens tidsalder er det befriende at læse Eirik Ingebrigtsen (f. 1975, deb. 2001), som på sin stilfærdige og observerende måde synes at ville belyse helt andre ting end sin egen hjerte-smerte ... en stramt komponeret, poetisk og reflekteret fortælling ... den underliggende nerve i forholdet mellem Reza og sønnerne, som Ingebrigtsen så overbevisende etablerer og opretholder, finder tilsidst en udløsning i denne velskrevne og tankevækkende roman om vores europæiske samtid" - SIGMUND JENSEN, STAVANGER AFTENBLAD

”Ingebrigtsen skriver intenst, malende prosa, det er ofte langt mellem hvert punktum, sproget er suggererende rytmisk, historien har en underliggende nerve, og igen viser Ingebrigtsen sig at være en fremragende stilist.” - GRO JØRSTAD NILSEN, BERGENS TIDENDE

"Jeg hed Atle Vilder, var tooghalvtres år, og boede i et ældre hus i en by på Vestlandet. Og byen hed Gran. Og jeg havde boet i huset i otteogtyve år. Og jeg var hjemme i mit hus i Gran, jeg stod ude i køkkenet og så ud ad vinduet. Og på bordet lå et brev. Det var et brev fra Lise, min kone. Jeg havde ikke set hende i flere år." 

Mørk materie handler om kærlighed, om at vælge sit eget liv og om sætte sig selv fri, om at være både far og søn - og den handler om at have en plan, som måske går på tværs af andres planer.

"Tormod Haugland er en charmerende formidler af det komiske i samtidslitteraturen … Knastør humor, ta-da!-agtige afsløringer, fortiden som mørk og sej materie, dunkelt spil med identiteter – det her er redskaberne som den mangeårige leder ved Skrivekunstakademiet i Hordaland har i værktøjskassen ..."BERNHARD ELLEFSEN, MORGENBLADET

Tormod Haugland (f. 1962) debuterede med romanen Under i 1994, og har siden udgivet romaner, noveller, digte og dramatik. I 2015 blev Haugland nomineret til Ungdommens kritikerpris for romanen Mørk materie.

“I SØNDAGS DØDE FAR. Det giver mig arveretten til et ubrugeligt smålandbrug, som alt i alt kan siges at billedliggøre den tomhed, jeg nu sidder tilbage med; jeg ser ingen anden udvej end at flytte ind, i et forsøg på at fylde tomhed med tomhed …”

Fra ensomhedens lønkammer" er beretningen om en enspænder halvvejs i livet, der siden teenageårene har nægtet at tale, efter han fik Bibelen og det dertilhørende fællesskab i gal hals. I en lang, indre monolog kommer vi tæt på en søns desperate forsøg på at finde sig tilrette i tilværelsen.

Tommy Skoglund (f. 1982 i Åsnes) debuterede 2009 med prosadigtsamlingen "Våkne som en del av naturen". 2014 udkom han som romanforfatter med “Fra ensomhedens lønkammer”.

 “Tommy Skoglund har opnået det, han ønsker med sin roman; han får mine tanker til at vandre, kredse rundt, søge efter løsninger. Det er en bog, jeg aldrig bliver færdig med.”, Britt-Ellen Negård, Glåmdalen 

I Skoddeheimen er det godt at bo, synes de, som stadig bor der. Men Ølgjer og Liv er rejst derfra, de vil begge til byen. Der møder de hinanden, er i et forhold, går fra hinanden igen og snakker om den fælles skoletid og ser tilbage på deres landlige opvækst. En finurlig og kreativ roman af en stærk norsk forfatter. Olaug Nilssen vandt Brageprisen i 2017. Hun er født i 1977 i Solheimsdalen og er i dag bosat i Bergen. Nilssen har studeret litteraturvidenskab ved Universitetet i Bergen og skrivekunst ved Skrivekunst-akademiet i Hordaland.

”Liv studerer og studerer. Bagefter sidder hun i kantinen på det humanistiske fakultet og ryger og tænker, at i morgen skal hun først gå på læsesalen, og så skal hun gå i kantinen og ryge, nej, spise, og så skal hun gå ud og købe den bog, hun mangler, hvis altså hun før det har fundet ud af, om hun har råd til at købe den bog, hvis altså hun nu går hen og finder sig en serviet, så hun kan regne ud, hvor mange penge hun har tilbage, hvis altså hun før det havde skyndt sig og havde fået et kontoudtog i banken, men det har hun ikke.”

“De mødte hinanden – det hænder jo – i køen til en ølkælder. Hun kiggede sig over skulderen og så en mand i finsk jakkesæt med blå øjne og sorte øjenvipper og besluttede: Han skal blivemin. Fordi hun ikke anede, hvor let et bytte det ville blive, gik der noget tid med at vende og dreje hovedet og gå ud og ind af køen.”

Disse tolv udvalgte noveller fra den russiske litteraturs grand old lady Ljudmila Petrusjevskaja fører læseren tilbage til halvtredsernes sovjetiske sanatorier for tuberkuloseramte børn, fattigfirsernes hverdag og halvfemsernes overlevelseskamp i det nye markedsøkonomiske Rusland med et par afstikkere ud på det fantastiske overdrev. De er til tider fortalt i den dybeste alvor, til tider med grovkornet humor. Boligknaphed, drifter, puritanisme og mangel på seksualvejledning danner bagtæppe for tolv grumme, men udsøgte noveller.

Umodne Stikkelsbær er forlagets niende udgivelse i Metamorphosis-serien.

I koncentrationslejren Theresienstadt samles unge mennesker fra hele Europa for at beskytte byen mod forfald og nedrivning. Herfra bevæger handlingen sig til Hviderusland, hvor vores hovedperson bliver sendt som specialist til de gamle gravpladser. Gennem en engageret historie om mennesker i alle aldre og fra alle dele af Europa, som hver på sin måde forsøger at arbejde med mindet om folkemordets rædsler, spørger Jáchym Topol, en af tjekkiets største nulevende forfattere, om erfaringerne fra fortiden kan bevares – og i så fald til hvilken pris. 

Gennem et koldt land er en lakonisk fortalt historie, en arkæologisk gyser med et surrealistisk præg, der lag for lag afdækker den europæiske fortids rædsler efter nazismen og koncentrationslejrene.

Jáchym Topol blev født i Prag, Tjekkoslovakiet, til Josef Topol, tjekkisk dramatiker, digter og oversætter af Shakespeare, og Jiřina Topolova, datter af den berømte tjekkiske katolske forfatter Karel Schulz. Han bor i øjeblikket i Prag.

I 1946 blev topnazisten Hans Frank, generalguvernør i Polen, dømt til døden ved Nürnbergdomstolen. Kort efter blev han hængt af de allierede for sine krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, der blandt andet indebar en central rolle i tvangsdeportationerne i Polen.

I det autobiografiske værk Faderen – Et opgør hidkalder Franks voksne søn Niklas sin far fra “Helvedes dyb”. Det gør han med det ene mål for øje at føre faderen gennem endnu en domsproces, hvor sønnen spiller rollen som anklager, dommer og bøddel. Faderen – Et opgør er en bog om et bittert, brændende og skamfuldt faderhad; den er et litterært fadermord af dimensioner, men handler samtidig også om en håbløs søgen efter den ene lille gerning, der kan vende hadet til kærlighed.

"Niklas Frank forestiller sig Gud, der rækker armen ned fra himlen og simpelthen vender vrangen ud på faren. Igennem værket breder tonen sig ud mellem maliciøs ironi og skamfuldt raseri. Hele denne følelsespalet udfoldes i et effektivt og hårdtslående sprog, der vipper præcist mellem poetisk urkraft og blytung fakta."-modspor

"Den er anbefalelsesværdig og bør læses af alle som har bare en smule interesse for 2. Verdenskrig og den tilbyder læseren en anderledes vinkel på et stykke historie som ellers er meget velbeskrevet. Til de ikke-historieinteresserede læsere har romanen en stærk kvalitet som en lidt ekstrem form for “pappa-roman” – denne højaktuelle tendens i litteraturen, hvor faderforholdet tematiseres." -kulturkulten

Dr. Ritter var ingen hvilken som helst læge. Han var læge med dental specialisering, altså tandlæge, og var der en ting, han vidste, var det netop, hvor mange problemer der kunne være med tænderne. Så, efter at have sagt farvel til alle sine patienter, lagde han sig selv i tandlægestolen og trak dem ud, hver og én. Han skulle alligevel aldrig spise kød igen. Hvem har behov for tænder, hvis man ikke spiser kød, tænkte dr. Ritter. Men han lavede et ekstra gebis i stål, og det gjorde han blot for at være på den sikre side. Så var han klar.   
 

“Morgenbladet har kåret Ida Hegazi Høyer til en af Norges bedste forfattere under 35, og denne bog viser på alle måder, hvor rigtigt det valg var. Fortællingen om øde kan, og bør, blive hendes endelige gennembrud, også internatonalt.” — Erle Marie Sørheim, Dagbladet

“Det hele fungerer i Ida Hegazi Høyers nye roman som bygger på det historiske mordmysterie kendt som Galapagos-affæren. Ida har på kort tid etableret sig som en selvstændig stemme i den unge norske samtidslitteratur. Årets roman, med den mærkelige tittel «Fortællingen om øde», viser hvorfor” — Gabriel Michael Vosgraff fra VG

 “Denne prosa har en integritet og kraft som suger mig ind, og som bør få dem, der efterlyser mere fantasi og fortællerglæde i samtidslitteraturen, til at sukke af tilfredshed.” — Tina Åmodt, Klassekampen

Udgivelsesdato: 24. februar 2018

HÅBET OG FESTEN er en finurlig, lille bog om venskab, makuleringsarbejde, bananfluer - og om at være evighedsstudent og drikke vin med en pseudofilosof på et kollegie, som man ikke er flyttet ud af, selvom studietiden for længst er ovre! Den er skrevet af Kjersti Rorgemoen, der regnes for en af Norges unge forfattere, der mestrer den humoristiske, eksistentielle genre.

"Når mine kollegaer og jeg ruller de fyldte papirbeholdere ud fra arbejdspladserne i byen forbi kontorassistenterne, der er nedsunket i egne professionelle trivialiteter, så tænker jeg, at jeg serverer disse samfundsmaskineriets lakajer en slurk af Lethe, glemslens flod. Folk har altid gjort mig forvirret med deres ansigter og systemer, jeg kan komme til at tænke både forbandede papirfabrik og forfærdelige tirader, når jeg besøger institutionerne. Jeg er bange for at få Tourettes og pludselig sige sådan nogle ting højt.”

En ung dreng trækker en bue med blikket fra den ene ende af haven til den anden, og bliver ramt af alle indtrykkene; kirsebærtræet, smørret der smelter på bordet og sprinkleren, som langsomt cirkulerer rundt ude i haven. Pelargonie er en billedrig og original debutroman, der på fornemste vis skildrer forandringens og opvækstens vilkår. Det er en opvækstroman uden handling. I et nostalgisk tilbageblik tilbage på barndommen må den unge mand stille sig selv spørgsmålet: Har en dreng, der forsvinder, stadigvæk et navn?      

"Her er hverdagens objekter og hændelser beskrevet med følsomhed og kærlighed. Bogen fremstår som åbenhjertig, men samtidig gådefuld. Vi kommer tæt på en roman, der ikke som det første vil «blive set», men blive læst." - FORLAGSLIV.

"[...] en stor taknemlighed overfor hverdagens ting og hændelser strømmer gennem romanen, og det hele er skildret i lyrisk prosa. [....] en blanding af det rent deskriptive, tolkning, sammenligninger og metabrug." LITTKRITIK

"Titlen rummer et og andet. Handlingen er omskiftelig. Den er ikke altid tydelig og direkte aflæselig, idet den bølger som vinden, hid og did, frem og tit tilbage, og man skal således som læser købe præmissen om plotløs fauna og en fortælling uden decideret fikspunkt. Gør man det, kan man til gengæld læne sig tilbage og lade sætning for smuk sætning sætte sit spor, hvorigennem en personlig forståelse af fortællingen vil melde sig." - Litteraturlinjer

I kampen mellem at bearbejde tabet af sin datter og bevare den kølige overflade møder vi Eva. Mest af alt forsøger hun at finde modet til at slutte sit eget liv, hvilket de tilfældige sammenstød med den tilsyneladende livsglade Monika står i vejen for. 

Romanen stiller spørgsmålet, hvor meget vi egentligt vover at trænge os på, når nogen har det svært. For hvor meget blander vi os egentligt i hinandens liv, som ven, som medmenneske? Historien kredser omkring de to kvinder, Monika og Eva, som er lige gamle, bor i samme forstad til Stockholm, på samme gade, men i helt forskellige verdener. Begge forsøger de at komme videre efter en stor sorg, men på helt forskellige måder! Den livsglade Monika kører 120 kilometer i timen derudaf med carpe diem som kompasnål, mens Eva tager på arbejde, drikker kaffe og udelukkende venter på, at dagen skal indtræffe, hvor hun tager sit eget liv. 

De mødes tilfældigt og et ikke planlagt venskab vokser frem. De tager på roadtrip sammen, på noget så vildt som en motorcykel! Men kan venskabet stå distancen ...

Felicia Welander er vokset op i Stockholm. Hun er magister i Almen Sprogvidenskab fra Stockholms Universitet. Efter at have arbejdet som redaktør og skribent en del år udkom hendes debutroman, Måske i morgen, i 2015. Efterfølgende fik hun et stipend til Bergmangårdana, hvor hun skrev opfølgeren, Kun i dag, på Ingmar Bergmans private bibliotek. Hun skriver i øjeblikket på sin tredje roman af det, der skal blive en trilogi. Felicia bor og arbejder i Stockholm og Bollnäs

”Varm, følsom, humoristisk og undervejs mørkt skildrer Felicia Welander to kvinder, der mødes når alt i livets har vendt vrangen ud. Netop den type roman, man absolut ikke kan lægge fra sig, eftersom den leverer både underholdning og dybde: lidt som en svensk pendant til Jojo Moyes!" Annika Bladh

Det var min bedstefar, der byggede huset. Det blev sat op lige før Anden Verdenskrig, og selv om hustypen for længst er gået af mode, er de stadigvæk nemme at genkende. Der er noget med vinduernes placering og måden, taget skråner på. Straks efter morens død begynder huset, hun boede i, at forfalde. Det nægter at samarbejde med den, der flytter ind.

I Bungalow undersøger Inghill Johansen mekanismerne, som holder noget oppe eller bryder noget ned, og som virker tværs gennem livet og ind i døden. Det handler om det der knager: på bjælkerne og tagrenderne, på huden, håret og skelettet, og på båndene imellem mennesker

"Romanen er sprogligt ligetil, handlingsforløbet mildest talt overskueligt, og alligevel sad jeg tilbage med en følelse af, at noget trægt og tungt havde ramt mig. Det er en usædvanlig kunst, at kunne opbygge en så gennemgående højspændt stemning i en så fragmenteret og underspillet fortælling. Bungalow synes ved første øjekast florlet, men er under overfladen både tung og dyster. En klar anbefaling herfra til dem, der godt kan lide en litterær udfordring." - Kulturkulten

"Alt det flygtige prøver Inghill Johansen at indfange i ét sprog og genskabe med ord for på den måde at lindre en grundlæggende fremmedgørelse og en sorg over tiden og glemslen der visker ud det bestandige. Denne eksistentielle uro skriver hun frem i et enkelt og krystalklart sprog med overraskende indgange og uventede sammenhænge." ODDMUND HAGEN, DAG OG TID